Kent Nielsen sommeren 2017

“Sejlerskolen og SSF har været mit halve liv. Eleverne har været dejlige at arbejde med.”

Kent Nielsen blev medlem af SSF i 1969. Han lå med sin båd i Svanemøllen og skulle bruge en vinterplads. Den fik han i SSF. På det tidspunkt var der mange vinteroplæggere fra Svanemøllen på SSF’s plads, da flere Svanemølle-klubber havde begrænset landplads. Efter indmeldelsen meldte Kent sig til Sejlerskolen. Efter bestået duelighedsprøve sejlede han i nogle år, før han begyndte som instruktør på Sejlerskolen. Det har han så været i 37 år! Han har også været skolechef i syv år og censor ved duelighedsprøver i fem år.
“Der var lidt mere liv i eleverne og Sejlerskolen i gamle dage. Vi havde mange weekendture og fællesture med eleverne. De var ligesom lidt mere interesserede dengang. Vi kunne samle et større antal både til turene; Folkebåde, spidsgattere og ”Øveballen” og et større antal Piratjoller. Der var gang i den. Måske er det bare mig, der er blevet en gammel nisse, men der var nu mere liv. Jeg har altid været glad for at være med til at lære folk at sejle og se dem blive glade for det. Jeg blev ved til kroppen begyndte at værke.”
Kent havde stor indflydelse på, at vi fik en spækhugger som ny skolebåd (‘Tyveknægten; delvis finansieret af en en-armet spilleautomat i skipperstuen).
Kent har altid værdsat det sammenhold han fandt i SSF: ”Det var helt anderledes end i Svanemøllen. Her er der tale om en havn – en forening – at være fælles om”.
Kent har, sammen med sin hustru Hanne, nu en fin nyttehave på Søndre Mole, hvor de nyder livet og havnen.
Næsten lige ud for haven ligger deres båd, ”Nielsen IV”, en Nordisk Familiebåd.