At være ny i klubben

    Tekst & foto: Dan Hirslund, far til Dina

    Dina på 11 startede i ungdomsafdelingen lige efter vinterferien. Det var noget af en spøjs oplevelse at besøge sin nye sejlklub yderst ude på havnen, mens hele området lå begravet i sne og havnen var frosset til.

    Træningen de første måneder vekslede mellem boldspil og løb på Kløvermarken og teoriundervisning i det skønne klubhus.

    Alligevel var hun entusiastisk fra første dag på grund af den varme modtagelse fra både børn og voksne. Her var tydeligvis overskud til at skabe plads til nye og helt urutinerede ynglinge. Dina har ikke en familie med sejlerbaggrund.

    De kolde vintertræninger sluttede altid med hjemmebagt kage. Det er blevet en tradition, Dina er kommet til at sætte stor pris på.

    Kort efter påske startede udendørssæsonen med tilrigning af bådene, og her havde Dina som helt ny meget at lære. Men igen var det fantastisk at se, hvordan unge og voksne, forældre og trænere, trådte til og gav gode råd, hjalp med at polere, når der var brug for det, og hvordan Dina lærte vigtigheden af samarbejde.

    Da første dag kom, hvor Dina skulle på vandet, var hun ret nervøs. Hele weekenden op til havde hun udspurgt sine forældre om, hvordan hun skulle styre og hvilke ’snore’ hun skulle hive i. Det kunne vi desværre ikke hjælpe med. Men ovre i klubben hoppede ungdomstræner Aske i båden og gav Dina en tryg start på vandet. Allerede anden gang hun var på vandet, kunne hun klare sig alene. Hun var pavestolt, og med god grund.

    Sikke en skøn modtagelse.