Bolværksarbejdet i gang efter forsinkelse

    23. februar 2014

    Vores havn skal lige straks være klar til en ny, herlig sæson. Men først er der et par ting, der skal laves, og CG Jensen er i fuld sving.

    DSC_6449web DSC_6446web DSC_6445web DSC_6441web

    Der har været et lille problem med at skaffe irokotræ til bolværket på nordre og især jern til alle de pæle, der skal skiftes på midterbroen. Det plejer at være jernbaneskinner, men ‘Bodils’ fremfærd har skabt en øget efterspørgsel, så Kim har været nødt til at finde noget andet, og det blev så borerør, som du kan se på billedet.

    I bolværket er det de yderste stolper, der er medtaget. Lige omkring vandoverfladen er der ikke meget tilbage. Så der bliver simpelthen lavet et nyt bolværk uden på det gamle, som fjernes delvist. Ud mod vandet lukkes der med en væg af iroko og så bliver molen fyldt op med beton.

    Havnebygningsfirmaet CG Jensen havde et lille problem i søndags; deres store flåde med kranen var ved at kæntre, vistnok fordi en ponton var utæt. De måtte i gang med dykker, generator og pumper, inden kranen væltede i havnen. Da jeg kørte hjemad søndag eftermiddag, så det ud, som de klarede den, men der blev bandet noget: ”Det var sgu ikke lige sådan, jeg havde drømt om at tilbringe min søndag!”

    Foreningens medlemmer og gæster anmodes om at respektere afspærringen rundt om byggepladsen, så håndværkerne ikke bliver forsinket af bøvl med Arbejdstilsynet.