Brug af el, herunder til opvarmning og køle- og fryseskabe i både, haver og skure

Ifølge foreningens reglementer er unødig brug af el, herunder til opvarmning og køle- og fryseskabe, forbudt, medmindre der er truffet aftale med bestyrelsen (havneudvalget) om betaling og betingelser for brugen. Denne regel gælder også om vinteren, så hvis du bruger el i din båd, have eller skur til f.eks. opvarmning, skal du have lavet en aftale med havneudvalget.

Du må gerne have din batterilader tilsluttet permanent, hvis det kun er til vedligeholdelse af batterispændingen, da el-forbruget til dette er meget lavt. Du kan dog ikke forvente, at du kan optage et elstik hele vinteren, da vi ikke har stik nok til alle både. Det kan derfor nemt ske, at et andet medlem har afkoblet din ledning for at bruge stikket. Tag det med godt humør!

Hvis du har en aftale om brug af el, og dermed har tilladelse til en permanent elforbindelse, skal din ledning være mærket af havnefogeden.

I Reglement for Pladsen § 4 står følgende:
§ 4
Unødig brug af ferskvand og el, herunder til opvarmning og køle- og fryseskabe, er forbudt, medmindre der er truffet aftale med bestyrelsen om betaling og betingelser for brugen.
Overtrædelse vil blive betragtet som tyveri.
Medlemmer med fast el-installation og/eller stort forbrug i skure, haver, både m.v. skal have en separat el-måler (bi-måler) eller betale en fast pris (fastsat af havneudvalget) for el-forbrug.
Medlemmer med el-måler betaler et a conto beløb på kr. 500,- som tilbagebetales når el-installationen nedtages og el-måleren er slutaflæst og afregnet med SSF.
El-måleren skal aflæses senest den 30. november.
Hvis et medlem ikke aflæser el-måleren, beregner SSF et skønsmæssigt forbrug, som først bliver endeligt afregnet ved næste års aflæsning.
Havneudvalget kan med 14 dages varsel kontrollere installation og aflæsning.
El-prisen er belysningsvæsenets officielle forbrugerpris for det pågældende forbrugsår.
Til dækning af foreningens ekstra administrative omkostninger opkræves et el-afregningsgebyr på kr. 25,- pr. år.
Alt el-materiel skal opfylde de almindelige regler for udendørs brug.

Med sejlerhilsen
Havneudvalget