300 sømil rigere

    3. oktober 2013

    ‘Classic Fyn Rundt 2013’ i Molich X, DEN 32 ‘Amalie’

    Af Finn Hirshals

    Tiden var inde til endnu en Fyn Rundt fra Kerteminde. Vejret var smukt, udsigten lovende, så tirsdag morgen satte vi spiler, så snart vi havde stukket Amalies næse uden for havnehullet i Sundby Sejlforening. Kurs sydover, og spileren blev oppe helt til Kerteminde, men dog ikke under ophold på turens to trædesten. Danmark var helt på omgangshøjde med “Der er et yndigt Land”: Bøgestrømmens turkisgrønne vand og snoede løb, de bøgelyse kyster langs Stege Bugt og Ulvsund ned forbi Pedersværft og ud i Storstrømmen. Sådan skal Danmark ses- og på 1.klasse under en spiler! I forbifarten kunne vi konstatere, at man nu bruger trafikskilte til søs. I hvert fald var der “Al indkørsel forbudt” – skilte mellem alle brofagene på den gamle Storstrømsbro bortset fra midterfagene under buerne.

    Trædesten

    Den første trædesten var dejlige Nyord, hvor Lilly ikke mere regerer fra sin købmandsbutik, som er ved at blive tømt for sit indhold og sin atmosfære af fortid. I hvert fald stod der ude for an et par kasser æblemost fra før datomærkningens tid med rustne kapsler og ulæselige etiketter. Måske var indholdet blevet til den fineste æbleeddike. Vi måtte også en tur op forbi Lodstårnet med den solbeskinnede 360 graders udsigt over kyster og farvand, hvor henfarne sejlere har ridset årstal og deres bådes navne ind i murstenene. Min gast, Niels Peter, der så at sige er barnefødt i Sundby Sejlforening, kunne fortælle om dengang , hvor Nyord var et fjernt, eksotisk sted på kanten af Sydhavet og Eventyret. Næste trædesten var Agersø, som også kan noget med udsigt over vand og land – og Storebæltsbroen ikke at forglemme; og den finurlige vært på Agersø Kro kan noget med at servere en god bøf.

    amalie_1 Classic Fyn Rundt 2013

    Vi anløb Kerteminde torsdag ved frokosttid efter en flot tretimers spilertur fra Agersø og fik travlt med at proviantere og klargøre båden, medens vi kiggede på bådene, der langsomt fyldte havnen, men der blev da tid til en kold fadøl i eftermiddagssolen på hovedgaden også. Om aftenen var der tændt op i grillen ved det flotte nye klubhus og under et orkester med irsk folkemusik. Det svingede fint, og vejrudsigten var stadig venlig – måske dog lidt til den sløve side. Sådan så det også ud næste morgen – i den udstrækning man kunne se noget – for der lå en ret tæt morgentåge over bugten. Men allerede ved skippermødet, hvor Fyn om bagbord blev annonceret, var solen ved at brænde tågen af, og en fin brise fra nordlige retninger varslede god sejlads. Kapsejladsmandskabet ankom med deres mange, urimeligt tunge tasker ovre fra Sjælland, nærmere betegnet Bramsnæs Sejlklub, og en enkelt fra Svendborg, medens jeg tog afsked med Niels Peter, som hårdnakket hævder, at han kun er “delivery sailor”, og at det nu er hans tur til at besøge Johannes Larsens Hus og andre kultursteder efter mange år, hvor den stod på kapsejlads hver weekend og ind imellem.

    Starten er gået

    Vores start var en katastrofe! En tunghør skipper skal ikke sætte en halvdøv gast til at lytte efter skuddene, når startlinien er lang, og man starter længst væk fra dommerbåden, så man dårligt kan se signalgivningen. I hvert fald troede vi, at 4-minutters skuddet var 5-minutters skuddet, så vi var slet ikke oppe ved linien, da fanden pludselig tog ved alle de andre både, og vi måtte over på bagbord halse for at få fri vind. Resultatet var, at bådene i vores løb var langt foran, da vi rundede ved Stavreshoved og krydsede op forbi Romsø mod Fyns Hoved, det første meldepunkt, som vi passerede ca. 40 minutter efter dem. Ikke godt! Turen henover Fyn foregik meget langsomt og vejret mindede betænkeligt om det, som Classic Fyn Rundt er blevet kendt for: ingen vind fra skiftende retninger. Men vejrudsigten havde lovet nordvestlig vind et stykke ud på aftenen, så det drejede sig om at komme vestpå, så vi kunne fange vinden tidligt. Men de slaskende sejl lovede ikke godt, og man kunne se på den sæl, der stak hovedet op og gloede på os oppe ved Æbelø, at den tænkte: Hvorfor stryger de tumper ikke forsejlet, starter kværnen og sejler i havn som andre ordentlige mennesker.

    Lillebælt

    Men så kom kattepoterne, og de blev større, og det var tid at bringe vores hemmelige våben i anvendelse; Gennakeren røg op, og vi var flyvende ( Amalie er en klasset Molich X Meter, men da den store genua på ca. 32 m2 er færdig og tegnebogen tynd, meldte jeg genuaen fra og tilmeldte i stedet en lille genua på ca. 27 m2 samt en ret flad gennaker. Den operation gav mig tilmed ca. 3 sekunder efter DH2013 i forhold til mit mål som klassebåd). Vi kunne bære gennakeren helt ned til den gamle Lillebæltsbro, og den gav os tilstrækkelig kraft til at forcere bælterne af modstrøm, så vi passerede rigtig mange både på den strækning, og ved Strib var vi kun 9 minutter efter den første båd i vores løb. Ovre ved Fredericia strøg vi forbi Øglen af Falsled, en af de to andre Molich X Metere i vores løb, og ret forude havde vi Ninka af Kerteminde for en stund, men vi kunne ikke være med, da gennakeren måtte bjærges, og vi måtte slå nogle slag rundt om Galsklint og ned mod Fænø, før vi kunne få spileren op. Forinden havde vi en lærerig oplevelse inde i idvandet på Jyllandssiden lige inden broen: Kortplotteren viste en sten på vores kurs, og vi lå med stævnen i hækken på en 42 fods Jeanneau. Vi havde ikke andet end lige fået stævnen drejet lidt over mod Fynssiden, da den store båd med et brag, et hop og et stop rendte på stenen.

    Halvvejs og videre mod mållinjen

    Resten af den smukke, lyse sommernat førte vi spiler i stabil vind forbi Bogø, Helnæs, Lyø og Avernakø og havde Øglen godt en halv sømil agter. Ninka så vi derimod ikke mere til. Strømmen var med os i Svendborgsund, og da vi passerede Thurø Rev var det igen gennaker-tid. Den gav skub i skøjten til Vresen, hvor den stod på bidevind med en smule slæk op mod broen og kryds over mod Kerteminde. Her manglede vi selvsagt den store genuas overskydende kvadratmetre, men vi kunne dog holde Øglen agter og gik i mål 24 minutter før, omkring 29 timer efter starten. Godt brugte kunne vi over suppen konstatere, at det havde været en fin sejlads, men at konkurrencemomentet havde lidt under en løbsinddeling, der indebar meget få både i vores løb. Vi blev nr. 2, eller blev vi andensidste båd i vores løb? Blev Øglen, som tidligere år flere gange har vundet løbet, nr. 3, eller blev den nummer sjok? Kort sagt: Vi kunne godt have ønsket os en løbsinddeling, der indebar flere både pr. løb og dermed et øget konkurrencemoment. Men ellers var det et fint stævne, som Kerteminde Sejlklub har ære af at have afholdt.

    FynRundt07morgen

    Hjemover

    Der var stille i båden den aften. Gasterne var taget hjem, og selv om skipper forsøgte sig med lidt rengøring og oprydning, blev det mest til blot at flytte rundt på bunker. Så ned på køjen og få en ordentlig en på øjet! Søndag var endnu en dag med solskin, og nu med jævn sydlig vind, der lovede magsvejrssejlads op mod Sejerø eller måske helt til Odden. Sådan blev det også, da Amalie ved frokosttid passerede Romsø og for en spilet genua og i medstrøm løb nordpå mod Snekkeløbet forbi de grønne bakker på Røsnæs og det gule fyr på Sejerø. Fin og hurtig sejlads, så det blev til en rolig aften i Odden i hyggelig snak med en anden Fyn Rundt-skipper på vej mod Taarbæk i sin X99’er. Vi var enige om, at vi havde haft en smuk start på sæsonen, og vi glædede os begge over at kunne notere de mange sømil i logbogen. Det har givetvis noget at gøre med en mental retfærdiggørelse af de mange timer og penge, man bruger på sin båd, inden den flyder. De skal helst forrentes i en anden, rigere valuta. Da jeg mandag eftermiddag lagde til ved ankerbøjen i læ af Bramsnæs dybt nede i Isefjorden, hvor Amalie har sommerkvarter, kunne jeg glad og tilfreds konstatere, at forrentningen var sket: Jeg var blevet 300 eller for at være nøjeregnende: 306 sømil rigere.