De tre bedste både nappede hver seks arter

    Beretning fra årets fiskekonkurrence i SSF, 10. oktober 2020

    Double T

    Deltagere fra søndre og nordre bassiner mødes ved molerne på slaget 9. Søren Tønder i Double T er forrest i billedet.

    Årets fiskekonkurrence i Sundby Sejlforening drejede sig primært om at fange flest forskellige fiskearter. Besætningerne på 12 både tog udfordringen op og dystede således om både ære og præmier i tidsrummet 9.00 til 14.00, lørdag den 10. oktober. Vind og strøm var fra den venlige side, og lidt regnbyger kunne ikke afskrække de raske lystfiskere.

    Tilmeldingen til kategori 1, både med hastighed op til 10 knob, var skuffende lav med kun to både. Derfor besluttede dommerbordet at slå de to annoncerede kategorier sammen.

    Tæt løb i toppen
    Mads Grosell og makker i LOMA landede seks arter: Ising, makrel, rødspætte, sild, skrubbe og torsk. Efter indvejningen gav fiskene en samlet score på 202,7 point jævnfør konkurrencens pointsystem (se det tidligere annoncerede program vedrørende pointsystemet).

    Søren Tønder i DOUBLE T samt Jimmy Jensen og Jørgen Als i FRK. CAMILLA landede ligeledes seks arter. Søren scorede 173,9 point. Jimmy og Jørgen scorede 163,45 point.

    Og så rykkede Mads på rækkefølgen, da præmierne skulle uddeles …

    Vores sponsorer
    Men først en stor tak til konkurrencens mange sponsorer: SUNDBY SEJLFORENING, Mads Grosell – SAVAGE GEAR, HELLERS, JOHANNESEN KRAN & MASKINTRANSPORT, BILLIGTFISKEGREJ.DK, BUE-NET, JAN’S LYSTFISKER SHOP, Lars Heerwagen, MARINETORVET, Heino Strauss og HVIDOVRE SPORT.

    Præmieregn over deltagerne
    Mads Grosell og makker frasagde sig førstepræmien, som var gavekort på i alt kr. 1500. Førstepræmien gik så til næste i rækken. Andenpræmien rykkede ligeledes en tand nedefter og så videre. Der var gavekort fra vores gavmilde sponsorer helt ned til ottende præmie. Dertil fiskestænger, pirke og blink til de to deltagende børn samt generel honorering med yderligere fiskestænger samt endegrej til de andre deltagere, der var mødt frem til indvejningen.

    Knæk og bræk – Kim A. Jørgensen

    Et udsnit af fiskegrej på præmiebordet.

    Et udsnit af fiskegrej på præmiebordet.