Kapsejlads i SSF er mere end Folkebåden!

    Stort til lykke til SSF sejlerne, som igen i år har repræsenteret Sundby Sejlforening på flotteste vis! Ikke at Tibbe Tits præstation skal nedvurderes, det var et fantastisk resultat, vore sejlere leverede i Kerteminde, og det skal vi være stolte af, ikke mindst i det felt der blev distanceret af vore sejlere.
    SSF er måske ikke med i så mange kapsejladsklasser, men i dem vi er med i, gør vi det godt.
    af Tonny Pedersen, medlem 803

    Nils Mogensen i L23
    Vores L23 med Nils Mogensen gjorde igen i år en rigtig god figur, da han sammen med sine gaster Bjarne Pilgaard og Erik Ramdrup ved Danmarksmesterskabet i Fåborg i august vandt sølvmedalje i et felt hvor 15 både deltog, og dette med en flot serie i sejladserne, som der blev sejlet 9 af, serien lød 1, 3, 3, 6, 4, 9, 6, 1. Nils er næsten god for en medalje hvert år, og er absolut at regne gennem en lang årrække som en af de bedste i klassen. Det var ‘Sylfiden’ fra Silkeborg, med skipper Mike Nygaard Jensen der løb af med guldet, og et point efter Nils kom nr. 3 fra Kerteminde med skipper Dan Larsen.

    Marc Wain i Melges 24
    Vores tidligere ynglingesejler og kapsejladschef Marc Wain Pedersen har haft en god sæson i Melges 24 klassen i Danmark. Marc stiller op for SSF/Hellerup i denne klasse. Båden er placeret i Hellerup, fordi der ligger 7-8 både magen til.
    Marc og hans mandskab af blandede sejlere fra Hellerup, Tårbæk, KDY og 2 SSF’er, har blandt andet deltaget i Europamesterskaberne på Balatonsøen, og i deres anden sæson fik de en flot 20 plads ud af ca. 70 både.
    Ved det nyligt afholdte Danmarksmesterskab i Frederikshavn lykkedes det Wain Racing Team i båden ‘Woosa’ at sejle bronzemedaljen hjem efter et meget flot stævne. De sluttede kun et point efter nummer to fra Frederikshavn. Vinderen af DM blev den danske bronzevinder fra verdensmesterskaberne, Kim Christensen fra Egå.
    Der deltog 30 både fra Sverige, Tyskland, Norge og Holland, samt hele den danske elite ved stævnet, som holdt international klasse.
    På den danske rangliste over hele året, slutter Wain Racing Team på en samlet 3. plads, hvilket må siges at være temmelig flot, specielt da teamet kun er i gang med den 2. sæson i klassen.

    Kapsejlads i SSF
    Hvis man i SSF skal have gang i kapsejladsen, kunne det måske være en god ide, at kigge i retning af den nye sejlsportsliga, som i år er startet op i DS regi. Dette har været en ubetinget succes, så stor, at der i den nye sæson er 20 klubber, der kæmper om at få lov at deltage i ligaen, så der skal ikke herske tvivl om, at ligaen er kommet for at blive.
    Det kan være med til at skabe noget klubsammenhold, da det jo er klubberne der sejler mod hinanden, og man derfor er fælles omkring sejladserne. Hvordan den enkelte klub udtager sit hold, er helt individuelt, men de 18 klubber, der har deltaget i år, har under alle omstændigheder virkelig haft stor glæde og spænding ud af at deltage.