Oktober 2012

    Tale ved standernedhalingen, den 20. oktober 2012

    Kære venner, så står vi her igen, sæsonen er officielt slut, og for mange har den nok ikke været helt som en sejlersæson skulle være, men for de fleste, har den alligevel været ganske god.
    Sommeren har som altid i Danmark vist sig på forskellig måde, for mig har der ikke været nok ferie, men det er jo efter eget valg.

    Jeg håber i har nydt sæsonen og er klar over at SSF’ere har været rundt i landet, i Sverige og Tyskland, og der har været rigtig mange af sted fra havnen, hvilket har givet plads til mange gæster der syntes godt om at være i SSF. Der er dog nogle, der har givet udtryk for, at vore badeforhold trænger til opdatering, det er der også medlemmer, faktisk flere og flere der nævner.

    Og ja, vi kan bryste os af at have en fantastisk hyggelig havn, fuld af atmosfære, en dejlig restauration og kort til indkøb, samt kort til indre by, men vore badeforhold kan vi ikke prale af. Jeg kommer tit rundt på forskellige havne og ser hvordan forholdene er der, her i SSF er vi ikke så godt stillet som andre steder.

    Vi skal som et nyt projekt, begynde at overveje at gøre vore badeforhold moderne, kombinere dette med en mulighed for at vaske og tørre tøj, dette er det sidste vi mangler for at være den bedste havn, at komme på ferie i.
    Vi vil tage det med som et punkt til medlemsmødet, som også snart løber af stablen, nemlig i starten af november, hvor der vil være mulighed for at tage emner op, som omhandler vores dejlige forening, så kære venner mød op den 8. november kl. 19 i klubben og kast en masse gode ideer af jer, eller kom med jeres kritik.

    I Ungdomsafdelingen er der fremgang at spore, der er et godt fremmøde hver sejldag, og Lena og hendes instruktører har godt styr på tropperne. Det er naturligvis også sådan at de i ungdom også gerne vil udvikle afdelingen, tage flere børn og flere bådtyper ind, men vi ved jo alle at dette koster penge.

    Bestyrelsen har netop indgået et sponsorat til ungdom på 15.000 kr., det er Bravida som gerne ville betale for lidt reklame, og pengene skulle gå til ungdomsafdelingen, så stor tak til Bravida, som vil få reklame på hegnet, magen til den som Danbolig og Nordea har siddende.

    Vores sejlerskole fungere som altid upåklageligt, der er mange elever og bådene er rigtig meget på vandet, så vores skolechef og hans instruktører kan godt bryste sig.
    Skolechefen har som noget nyt også stået for at sørge for kapsejlads, dette har han haft et godt samarbejde med Mogens og Basse omkring. De har været ude og lægge mange baner i år, om torsdagen i Kastrup, og har også deltaget i andre kapsejladser som dommere.

    Der har ikke i år været nogen store stævner i SSF, men man ved ikke hvad fremtiden bærer, er der ideer, ja så sig til. Men SSF har dog haft to sejlere med som medaljevindere ved danmarksmesterskaberne i henholdsvis X99 og Folkebåd, Kristian Schaldemose og Marc Wain har vundet bronze i X99 ombord på en Kastrup-båd, og Marc Wain har derudover fået bronze ved folkebåds DM i Fåborg, også på en Kastrup-båd, dette point med vore danmarksmestre fra 2011 Tibbetit, så stort tillykke til dem og SSF.

    Havneudvalget har i år haft mange udfordringer, men jeg vil sige, at jeg syntes de er komme flot ud af det. Der vil altid være nogen, der er utilfredse med et eller andet, men det er uundgåeligt.
    Vi har i år været ramt af en del sygdom, da vores pladsmand, Kim, har haft lange perioder, hvor han har været uarbejdsdygtig, men så har vi jo Arne Olsen, som ukueligt og med krum hals har været en stor hjælp for klubben og havneudvalget.

    Vores byggeri er langt om længe, efter mange forskellige problemer kommet i gang og det skrider frem med store skridt. Vi regner og håber på at byggeriet, inkl. nye dametoiletter står færdig til bankospillet i januar.
    Byggeriet foregår i samarbejde med restauratøren, så det ikke ødelægger mulighederne for at holde åbent.

    Molereparationerne på nordre er vi ved at drive i gang, der vil blive afholdt møder omkring indhentning af nye priser, samt ikke mindst opstart af dette.

    Når vi åbner en ny sæson til foråret hvad så!
    Vi skal have lavet mole, vi skal være færdig med tilbygningen omkring toiletforhold.
    Vi skal afholde en 90 års fødselsdag.
    Skal vi afholde nogle mesterskaber i sejlads?
    Skal vi i gang med at lave nye badeforhold?
    Skal vi lave en Sundby Sejlforeningsfestival?
    Skal beddingen lukkes, eller hvad skal der ske med den?

    Jeg ved at nogle af de ting, vi har strammet op på i bestyrelsen, omkring havn, plads og både, har været hårde tiltag, som har stødt nogle og generet andre, men det har givet os mindre arbejde fordi vi har været konsekvente. Et eksempel kunne jo være, at hvor vi gav bøder i havnen for ca. 75.000 i 2011, så er beløbet i år faldet til omkring 10.000, så det virker og vi vil fortsætte med at bruge vore love og vedtægter til at sætte skik på havnen.

    Jeg vil gerne takke jer alle, jeg syntes det har været en god og positiv sæson uden de store problemer og brok, hvilket har gjort det sjovt at være formand.
    Og som formand for en masse frivillige medlemmer, der dagligt lægger et stykke arbejde til gavn for flertallet i havnen, vil jeg gerne sige et stort tak, uden jer ville det koste det dobbelte at være medlem i klubben.
    Til min bestyrelse, som jeg syntes er rigtig gode til at fordele byrderne og sørge for at tingene bliver gjort og fungerer godt sammen, er der stor ros og tak til.

    Endnu engang vil jeg opfordre flere medlemmer til at deltage på en eller anden måde i arbejdet omkring klubben. Der er stor læring i det og man lærer en masse dejlige mennesker at kende, det er sjovt, svært, irriterende, tidskrævende, men er det hele værd når det lykkedes.
    Så bak op om klubben.

    God vind!

    Tonny