Livet på sejlerskolen

    Vi indleder uddannelsen med at forårsklargøre bådene. Du skal derfor sørge for at møde i “arbejdstøj”, dvs. tøj og sko, der kan tåle at blive snavset og vådt. Forårsaftenerne kan godt være kolde, og det er kedeligt at fryse.

    Klargøring og tilrigning af bådene forud for sejladsen, såvel som afrigning og optagning af bådene efter sæsonen er en vigtig del af uddannelsen i at “holde båd”, så du ved, hvordan du skal til- og afrigge, når du selv er blevet “skipper med fod på eget dæk”.

    Du lærer at vaske, polere, bundslibe, bundmale. Du lærer at klargøre bådens rig og at montere den på båden. Ligeledes lærer du at passe og vedligeholde en bådmotor.

    I løbet af sæsonen vil du også lære at være opmærksom på slid og pres på grej og bådudstyr. Vi skal altid sørge for at vores båd er sikkerhedsmæssig forsvarlig og i orden. Det er en del af ansvaret ved at være bådejer. Vi må ikke udsætte vores besætning eller båd for unødig risiko. På vandet kan vi ikke bare “køre ind til siden og vente på Falck”. Vi skal kunne klare os selv og foretage mindre reparationer, så vi kan komme vel i havn igen. Det hører altid med – at vores båd skal være sødygtig – hele tiden.

    Du skal også lære at kende og bruge sikkerhedsudstyr. Både det personlige udstyr og bådens sikkerhedsudstyr.

    Til sikkerhed hører også passende beklædning og fodtøj. Vi skal kunne holde os varme og komfortable. Især først og sidst på sejlsæsonen kan der være ganske koldt på vandet. Det må vi tage højde for.

    Vi sejler i mange slags vejr – også i regnvejr!