Ny bestyrelse og ny formand

    På den nye bestyrelses og egne vegne takker jeg for valget og den store opbakning, som bestyrelsen fik på generalforsamlingen d. 31. august 2020. Endelig fik vi afholdt vores ordinære generalforsamling 2020, som pga. Covid-19-restriktioner har været udsat siden marts måned.

    Omkring 140 medlemmer deltog, og vi havde en god debat om emner, som har skilt vandene i foreningen. Det er glædeligt at så mange medlemmer er engageret i, hvordan det går for Sundby Sejlforening.

    Vi fik valgt en ny bestyrelse med en god blanding af nye medlemmer og medlemmer med lang anciennitet samt af unge og erfarne. Det er mit håb, at vi nu alle kan se fremad og arbejde for en fantastisk fremtid for SSF.

    Jeg vil sammen med bestyrelsen, medlemmerne i øvrigt og de ansatte fortsætte udviklingen af Sundby Sejlforening igangsat af den tidligere bestyrelse, både mht. de fysiske rammer i havnen og mht. de sportslige og andre medlemsaktiviteter.

    Sammen kan og vil vi gøre Sundby Sejlforening til en endnu bedre forening for vores dejlige fritidsinteresse: sejlsporten.

    Med sejlerhilsen
    Claus Brask Thomsen
    SSF Formand