Comeback i Kerteminde

IMG_3088

Årets kapsejlads for sejlskoler blev afholdt i Kerteminde lørdag, den 12. september, og SSF deltog i år for første gang.

Da reglerne blev gennemgået kl. 08:30 om morgen midt mellem morgenbrød, kaffe og god fynsk brunsviger, begyndte en smule uro at sprede sig på holdet fra SSF. “Må man luffe?” spurgte en deltager fra Århus. “Hvad betyder luffe?”, blev der hvisket mellem Dorthe, Rikke og Kristoffer, som var de tre morgenfriske Kjøwenhavnere, der havde taget turen fra Sundby til Kerteminde og aldrig før havde deltaget i en kapsejlads. “Det skal jeg nok forklare bagefter” beroligede Jesper, som var taget med som instruktør, og den eneste uden sved på overlæben.

Kapsejladsen var inddelt i fire runder à to sejladser. SSF sejlede i gruppe A, mod konkurrenter fra Kerteminde, Aabenraa, Aarhus og Strib. Gruppe A skulle først på vandet, og det gav SSF god mulighed for at øve lidt vendinger i en H-båd inden start-truttet lød. Solen var netop begyndt at kigge frem, og der blev hurtigt lunt i cockpittet, selvom vinden blæste 8-12 meter pr. sekund. Kort sagt, var det perfekt vejr til en kapsejlads.

Op til start var stemningen i båden i top, men da dommerne meldte start, lå SSF allerede nummer sjok. Det var skipper Dorthe bestemt ikke tilfreds med, eftersom det bedste råd, hun havde støvet op i Sundby, var følgende guldkorn: “Det vigtigste er at få en god start og ellers ikke lave fejl”.

Ufortrødent arbejdede mandskabet dog videre, og ved anden og sidste omgang bar det frugt. SSF havde kæmpet sig fra sidste båd op mellem båd nr. 4. og båd nr. 3. Ved vendemærket gik de to H-både i stå i deres vendinger. Det gav lige netop SSF chancen for at klemme sig imellem de to både og omkring mærket, til en placering som nr. 3. Der var stor begejstring blandt hele besætningen, mens skipper lænsede båden videre og sikkert over mållinjen.

I anden sejlads havde SSF en perfekt timet start. Intet mindre – PERFEKT. Ét mulehår mere havde nok resulteret i en straf og en 360 graders vending. Netop nervøsiteten fra dommernes kritiske blik, og den tætte trafik, førte muligvis til en fatal beslutning på båden, den resulterede i, at SSF-båden foretog to unødige vendinger og et tabt skøde. Ja – så var SSF atter bagerst i feltet. I denne runde var heldet ikke lige så meget med SSF-besætningen, men de fik da overhalet en enkelt båd på vejen.

Det samlede resultat endte med en delt 8. plads til SSF ud af 15. både. Så selvom indsatsen ikke rakte til en finaleplads, men en fin middelpræstation, var de fire fra SSF rigtig godt tilfredse og begejstrede. Særligt set i lyset af at Rikke og Kristoffer er 1. års elever og kun har sejlet i ca. 5 måneder. Flere af de konkurrerende sejlskoleelever har duelighedsbevis og gik på særlige kapsejladsskoler. Måske derfor var stemningen også ekstra høj resten af eftermiddagen, godt hjulpet på vej af kage, kaffe, Carlsberg og hygge med de andre sejlglade konkurrenter.

Finalesejladsen blev sejlet af de fem bedste hold, over tre kortere sejladser og det var meget tæt og intenst. Alle tilskuere havde taget plads på en meget stor og fornem FIRST 45, ved navn Tricky. Herfra fulgte de andre sejlskoleelever og instruktører finalen på tæt hold, med en øl i hånden, vind i håret og sol i ansigtet. Ikke dårligt for en lørdag i september. I sidste ende var det Gilleleje Sejlklub, som stak af med Det Gyldne Spilhåndtag – stort tillykke til dem.

Heldigvis var der præmier og sponsorgaver til alle de deltagende.
Rikke, Dorthe, Kristoffer og Jesper kom da også hjem med et par sejlerbøger og lidt sponsorgear.

Sejlerskole Cuppen var alt i alt en fantastisk og lærerig oplevelse. Under middagen, med bøffer og vin, blev alle fra SSF enige om, at der skal sejles meget mere kapsejlads. De håber derfor meget på, at flere vil samle sig under SSF-fanen, så vi kan træne mere kapsejlads til næste år.

IMG_2654 IMG_2665 IMG_2667 IMG_3102