Skal du med til årets sjoveste kapsejlads?

SundbyCup_DSC_0516

Vil du møde andre medlemmer og deltage i årets sjoveste kapsejlads?
Så er Sundby Cup lige noget for dig – og nu er det tid til at tilmelde sig.

Årets stævne løber af stablen den 5.-6. september, og det spiller ingen rolle, om du er nybegynder eller verdensmester – bare du er medlem af SSF. Der vil som sædvanligt blive konkurreret i klubbens Ynglinge til søs, ligesom der vil være grill og aktiviteter på land – ikke mindst den populære middag lørdag aften. Så tag endelig familien med under armen og kom med til et par gode dage til søs.

Ligesom sidste år foregår tilmelding individuelt. På stævnets første dag (lørdag d. 5. september) vil holdene ved lodtrækning blive inddelt, således at nybegyndere, erfarne gaster og rorsmænd fordeles ligeligt på tværs af hold. På denne måde sikres der både spænding i konkurrencen, ligesom du får mulighed for at møde nye medlemmer. Du vil sejle med de samme holdmedlemmer både lørdag og søndag!

Ynglingen er en lille kølbåd, der ikke kan vælte, og selv helt nye sejlere kan derfor med ro i sindet melde sig til.

I år med Covid-19-restriktioner

For at vise størst muligt hensyn til hinanden og for at undgå smittespredning har vi valgt at gøre nogle nye tiltag. Det vil dog ikke komme til at betyde det store for den sportslige afvikling eller det sjove ved at deltage.

  • Vi sejler med samme 3-personers besætning på hvert hold igennem hele weekenden.
  • Vi beder alle om at afholde sig fra fysisk kontakt med hinanden. 
  • Vi beder alle om at overholde en 1 m afstand fra hinanden, når vi ikke sejler.
  • Der vil være rig mulighed for at afspritte, og det vil være muligt at få udleveret mundbind.
  • Det kan anbefales at sejle med handsker – men det er ikke et krav.

Vi følger anbefalinger fra myndigheder og Dansk Sejlunion nøje. Det kan betyde, at middagen lørdag aften måske skal afholdes på en anden måde end vi plejer eller i værste fald skal aflyses. Information om dette vil blive givet, når vi ved mere.