Sundby Cup den 1. & 2. september 2018

Lørdag morgen mødte deltagerne veloplagte op til denne årligt tilbagevendende kapsejlads for alle, som har lyst. Der sejles i tre Ynglinge, i år DEN-24 Ginger, DEN-63 Dracula og DEN-126 Marinus. Der var tilmeldt så mange sejlere i år, at der kunne sejles med otte hold á tre personer. De var ved lodtrækning – og efter eget ønske i forhold til ’kvalifikationer’- på bedste vis blevet fordelt i bådene.

Ved skippermødet blev der orienteret om afviklingen, ligesom næste års opgaver blev fordelt ved lodtrækning: Jannie W. Thomsen, Jan Knudsen og John ’Simon’ Simonsen skal arrangere Sundby Cup-festen lørdag aften i 2019, Jan Lauridsen, Peter Kirkegaard og Erik Monefeldt Andreasen skal skaffe præmier.

Vejret var upåklageligt, og alle lørdagens otte sejladser forløb på bedste vis. Konkurrencen var hård, og i ottende sejlads var der dødt løb om førstepladsen, som derfor gik til to både. Heldigvis var der efter dagens sejladser stadig spænding om de endelige placeringer.

Søndag fortsatte det fine sejlervejr, selv om der godt kunne have været mere vind, og der måtte ændres baner et par gange på grund af vindspring. Alle dagens otte sejladser blev gennemført i fin stil, på trods af en motorbåd, der fik skabt lidt ravage, da han sejlede ind i feltet og forstyrrede sejladsen. Han fik flere mindre pæne ord med på vejen.

På land sørgede den sædvanlige gruppe frivillige for mad og drikke til dem, der ønskede det, og i dagens løb kom mange medlemmer forbi for at høre, hvordan det forløb.

Ved præmieuddelingen uddeltes først den traditionsrige og eftertragtede kvajepræmie ’Birdie-nam-nam’, og den blev tildelt Jan Lauridsen endnu en gang!

Stævnets vindere blev hold 7, Jannie W. Thomsen, Jan Knudsen og John ’Simon’ Simonsen. Plads nr. 2 gik til hold nr. 8, Claus Brask Thomsen, Axel Brask og Tom Høst og plads nr. 3 fik hold nr. 7 Kim Steffensen, Søren Runz-Jørgensen og Jimmie Beckerlee. Tillykke til dem. Dommerne blev også takket for indsatsen og belønnet med en flaske vin.

Tak til Erik M. Andreasen, Hellers, Marinetorvet, NeilPryde Sails, North Sails og Restaurant Sundby Sejl, som havde sponseret de flotte præmier.

Til slut blev der sagt tak til arrangørerne og de frivillige, der giver en hånd med både på land og til vands med at sørge for forplejning og transport af besætningerne til og fra land, og så sluttede et vellykket stævne med et Sundby-Leve!

Medl. A817 Bjørka