Ung i både sjæl & krop? Nu kan alle være med til ‘Old Boys’ sejladsen

DSC_7692

I første weekend i september har du chancen for at dyste i SSF’s Ynglinge. ‘Old Boys Mesterskab’ skifter navn til ‘Sundby Cup’ og byder nu medlemmer i alle aldre velkommen – også dem, der helst vil se til fra land.

Kapsejlads, konkurrencer og hygge på land. Sensommerens Old Boys-arrangement er en fast tradition i SSF, men når de tre Ynglinge til september skyder fra land, så er ikke alt, som det plejer.

Old Boys skifter nemlig navn til Sundby Cup, og samtidig slækkes kravene til årstallet på deltagernes fødselsattest. Helt konkret vil det fremover være muligt for alle medlemmer over 15 år at deltage.

”De seneste år har vi kunnet se, at deltagerantallet til Old Boys er faldet, samtidig med at der har været en bred interesse fra medlemmer, der ikke har opfyldt aldersbetingelserne,” siger SSF’s formand Jørgen Jensen, der mener, at det nye tiltag er helt i klubbens ånd.

”SSF har altid været en klub med et stærkt socialt miljø – og det skal det blive ved med at være. Derfor giver det god mening at sørge for, at et arrangement som dette bliver for alle.”

Gode traditioner med et twist

Den nye aldersgrænse er ikke det eneste, der er ændret. Som noget nyt vil tilmelding i år foregå individuelt, og som deltager skal man altså ikke på forhånd samle et hold. Dette sker ifølge Claus Brask Thomsen især for at sikre, at arrangementet i højere grad bliver tilgængeligt for nye medlemmer, der ikke på forhånd har et stort netværk i klubben.

Holdene vil blive inddelt lørdag morgen ved lodtrækning, og deltagerne vil sejle på samme hold igennem alle sejladser lørdag og søndag. Der vil som altid være tre deltagere på hvert hold, og lodtrækningen vil ske med et blik for, at forskellige grader af kapsejladserfaring fordeles på bådene.

”Udover det sociale, så har det også den åbenlyse fordel, at der kommer lidt mere spænding i konkurrencen, så det ikke altid er de samme 2-3 hold, der dyster om førstepladsen,” siger Claus, der håber på bred opbakning om den nye model.

”Det er klart, at det her er noget andet. Og måske der vil være nogen, der er kede af, at de ikke kan tilmelde det hold, de plejer. Vi håber dog, at der vil være opbakning til i hvert fald at prøve denne model af. Hvis arrangementet skal fortsætte i fremtiden, så tror vi, at dette er vejen frem.”

Kapsejladserne sejles efter samme model som ved de tidligere Old Boys sejladser. Det vil altså sige, at der ved hver sejlads vil være tre hold, der dyster i hver sin Yngling på en kort matchracing-bane. Efter hver sejlads skiftes holdene i bådene, således at alle hold så vidt muligt har mødt hinanden mindst en gang i løbet af weekenden. Afhængig af antal deltagende hold kan hvert hold forvente at sejle 5-6 sejladser i løbet af de to dage.

Aktiviteter på land

Selvom du ikke skal ud at sejle, så er der god grund til at lægge vejen forbi Sundby Cup. I løbet af dagen vil der blive tændt op i en grill, ligesom der vil være forskellige aktiviteter. Lørdag aften vil der traditionen tro blive arrangeret fællesspisning i Det Maritime Ungdomshus med konkurrencer og kreative indslag.

Få mere info og tilmeld dig

Sundby Cup løber af stablen den 3.-4. september. Du kan løbende få mere information om arrangementet i Facebook-gruppen ’Sundby Sejlforening – Sundby Cup’ og på SSF’s hjemmeside.

Du kan allerede nu tilmelde dig ved at sende en mail til Anne-Katrine på sundby-cup@sundby-sejlforening.dk. Ved tilmelding skal du angive, om du vil tilmelde dig som:

  • Rorsmand
  • Erfaren gast
  • Nybegynder

Tilmelding skal ske senest den 29. august 2016.

Vi ses til Sundby Cup den 3.-4. september 2016!