Årsberetning SSF ungdom 2014 -15

Solen er på himlen og inde bag ruden kan det næsten mærkes, at foråret venter rundt om hjørnet. Den kendte snurren rør på sig. Her i sofahjørnet findes en anelse misundelse over, at jeg ikke skulle med på vandet i dag.

Men hvad gik sidste år med ?
Var sidste år et godt år?
Skal vi fortsætte i samme spor?
Eller ?

Vi måtte sige farvel til Johan – søfartsskolen i Svendborg har fået et godt aktivt ungt menneske. Han får de bedste ønsker med fra os, Han bliver savnet.
Vi håber, vi kan lokke ham til, bare en gang i mellem, når søfartsuddannelsen tillader det.

Tilrigningen var ændret fra to til én hel dag. Deltagelsen var da også lidt bedre end de forrige år. En stor tak til de unge og de to forældre, som mødte op. Der blev virkelig gået til den.
Men der er et stort potentiale til forbedring. Vi måtte bruge flere mulige sejladsaftener til tilrigning end tidligere, før alle joller var sejladsklare – lidt øv, når nu vejret var perfekt til sæsonstart.

Vi måtte nøjes med kun én yngling, hvilket flere af de lidt større fandt rigtig ærgerligt, og fremmødet blandt dem har været meget svingende og for nedadgående gennem sæsonen – de finder hurtigt andre og mere interessante aktiviteter, når vi ikke kan levere.

Hopla´s dobbeltbund er revnet, så vand samler sig, hvor det er svært at fjerne igen og opdriften af båden er ikke tilregnelig – det kan vi ikke sende de unge ud med.
Der er indhentet tilbud på reparation, men for en yngling med mere end 30 år på bagen…
Vi kan købe en yngling i god stand for lidt mere end en reparation koster – er det det, vi skal?
Eller findes der en/flere i foreningen, som kunne se gevinsten i at tilbyde at reparere den for os?
Marinus skaller, som en nordbo, der tager til sydens sol uden solcreme. Ommaling er aftalt. Desværre prioriterer ”maleren” ikke Sundby Sejlforenings ungdom særlig højt. Vi går nu mod tredje sæson og de klatreparationer, som blev udført sidste sensommer, således at båden kunne anvendes til Old Boys, er mildt sagt udført af én, som har trukket sine kvalifikationer i en tivoliautomat – vi er meget utilfredse.
Håber dog stadig på at båden er klar til sæsonen, så de unge, vi har til ynglingene, bliver hos os. Vi kan ikke holde på dem endnu en sæson, hvis de flere gange må sejle jolle frem for yngling, når nu det er kølbåd og fællesskabet ombord, som trækker mest.

Pinsevejret kan vi ikke klage over – det skulle da lige være lidt mere vind…
Vi havde som vanligt en rigtig god weekend for deltagere og hjælpere ved afholdelse af ”Sejl noget andet”. Vi var færre end tidligere. Vi satser på, det primært var pga. at Pinsen faldt tæt på grundlovsdag, så flere kunne holde en ”ferie” end normalt. Så vores arrangement fortsætter i år som vanligt og de første forespørgselser er indkommet.

Sommeren var også fin, og afdelingen holdt åbnet hver mandag for de som kunne. Vi var få, men hvor var det godt vejr, og venner, forældre, søskende kunne tages med på en sommeraftenstur på vandet. Ren nydelse for sjælen. Det tror jeg helt sikkert, vi vil forsøge igen til sommer.

Efteråret var til den mere blæsende side, og de unge fik afprøvet kræfter med krængninger, bølger og samarbejde. Der var udfordringer nok og grænser blev flyttet. Der var glød i øjnene, når de gik i land efter et par timer i hård vind, og snak – meget snak i omklædningen efter afrigningen og efterfølgende over en kop varm kakao.

Afrigningen af afdelingens grej blev i år foretaget over et par mandagsaftener. Meget bedre fremmøde end tidligere. Alle joller er i år rigget helt ned og anbragt under DMU´s dæk. Vores mål er, at jollerne kommer gennem vinteren bedre og med færre ”vinterskader” (frost, storme mv.). PT. ser det ud til at virke. Alle joller ligger præcist der, hvor de blev anbragt i oktober.

Tre af de unge skal på trænerkursus. Martin og Kåre på Instruktør 2 og Mikkel på Instruktør 1. Vi (lidt ældre) glæder os til, at de vender tilbage fyldt med nye og gode ideer til den kommende sæson.

Følgebådene har via Kim været til service og er gjort klar til en ny sæson. Så forår kom bare an, vi er (næsten) klar.

En stor tak til: Leif, Kristian, Søren, Johan, Martin og Kåre for årets indsat.
Tak til Vilhelm og Axels Far for hjælp gennem sæsonen.
Tak til Mikkel og Maiken for hjælp under Old Boys og flere træningsaftener.
Tak til alle andre, som har givet en hånd med stort som småt.