Et! Hip til Sundby Sejlforening

En fantastisk forening af venlige mennesker med stor personlig beskedenhed

Formand og bestyrelsen prøver at få alting til at gå uden problemer og netop dette er måske også et problem. Lad mig nu til start sige, at jeg er så imponeret over det store arbejde, de laver i det daglige. Efter selv at have været frivillig formand for en del andre foreninger gennem tiderne, så har jeg stor respekt for alle.

Det var en torsdag aften jeg tog fat i Poul Christensen og spurgte? Er du sikker på at det var godt at droppe klubbladet, det går aldrig så godt igennem på computeren! Han så på mig med sine venlige øjne og smilede som kun en god Teddybjørn kan gøre det. Skriv noget selv og send det, han dukker sig på vejen tilbage til bestyrelsens bord, hvor han følte sig tryg. Han kan ikke lide at få papirs kugler i nakken.
Men spiren var sået. Jeg tror sku jeg fortæller lidt om klubben her …
Selvransagelse er godt, i små doser.

Historien kunne begynde sådan!

Nu var dagen endelig kommet hvor familien (jeg) skulle beslutte, hvilken sejlklub vi skulle melde os ind i, efter vi var flyttet permanent til Amager. Der var jo en tre stykker i Kastrup, så Sundby og Lynetten, men Sundby havde jo en meget kraftig tiltrækning, så det blev den valget faldt på, da jeg beslutter mig til at melde mig ind.
Begyndelsen gik godt nok. En tirsdag morgen hvor fruen og jeg lister os indenfor porten først i september, var der virkelig stille, vi kigger gennem vinduerne ind til restauranten, der var meget mørkt. Samtidig med at vi runder hjørnet, lyder en stemme ”alting er lukket?” Ja Restauratøren er stukket af, så her sker intet, ja vi har ansat fruen der, til at sørge for at vi kan få lidt at drikke, kaffe eller øl men intet andet!
Det var Leif, der sammen med et par damer førte ordet, jeg svarede, at kunne vi få et par øl i dag, så kunne vi vel sludre lidt sammen.
Her fik vi så at vide, at vi kunne blive meldt ind om torsdagen, men ingen bådplads til at starte med, men det betød ikke noget, en låneplads var lige så god, så kom på torsdag!!

Nu var dagen endelig kommet!

Torsdag, og så ned i klubben i god tid.
Der var allerede ankommet en del personer og et par barnevogne, ingen adgang før kl. 19. Så alle holdt øje med døren. Først havde vi gået i store cirkler ud at trække frisk luft og ind i Hallen og se på billeder og uret.
Og så endelig gik døren op, ikke noget med at springe over, vi er vel ordentlige mennesker. Men hvem skulle man tale med? Vi kunne se en række da vi kom ind, linet op ved et bord i modlys, så de kun blev silhuetter, hvor lyset kunne ses igennem deres ører, så de lignede en slags (Bjørnebande).
Man kaster et spørgsmål ind i midten, hvem skal jeg tale med? En svarer, ikke med mig, hvad skal du, er det noget med medlemskab og bådpladser, så er det hen i rækken.
Så derhen som nr. 14, men det var nu sjovt at se mændene få en seddel ved et dobbelt skrivebord tæt ved indgangen, hvor der sad et par damer med fuld fart frisure og så meget effektive ud. Så hen i rækken, hvor de, når det var deres tur fik betalingen kontrolleret? til der blev råbt, har ham her betalt forsikring
Ja’ det siger han, men han har glemt den, han har været medlem i 38 år?
Så er der ingen kære mor, han må komme igen en anden gang, næste!!
Pigerne sukker og gav deres kommentarer?
Jeg blev vækket. Hvem skulle du tale med? Jeg ville gerne have en havneplads og meldes ind! Så skal du ikke være her men prøv formanden.
Jeg stikker, lød det fra døren og du kan bare tale med Flemming “Tak, siger jeg så og lander på en stol foran måske Flemming? Med et mildt ansigt og plirende øjne spørger han, vil du meldes ind? Ja, det kan jeg ikke klare, det kan kun Tony, men kan du ikke komme på næste torsdag og kom lidt tidligt.

Næste torsdag

Men, sikke et cirkus, jeg får en anden plads efter en mand, der havde en masse bekymringer og jeg prøver at se så venlig ud som jeg kan, da der pludselig bliver lagt en hånd på min skulder og en spørger ”kan vi ikke få lov til at komme før? det tager ikke så lang tid, men er meget vigtigt”.
Ja, Ja, da… Så lød det, vi kommer fra en anden klub, men vil godt spare en masse penge ved at lægge vores båd op her, ?? Bla bla bla.
En halv time senere. Hvad vil du? Det var formanden, der med sit Alfa løve ansigt talte til mig, meldes ind ok, har du betalt? Neej- så over og betal, jeg drejede mig om, samtidig med at jeg spurgte damen hvor meget hun ville have. Så lød det med en meget bestemt stemme, skal du tale med mig må du gå udenfor og stille dig i køen. Jeg rejser mig, ”næste” lyder det fra Tony.
Jeg ud på gangen og hen til glaslugen og betale.
Så blev det min tur igen hos Tony, nå, du vil meldes ind? Ja, har du båd?
Jeg svarer pænt uden at snerre. Har han betalt?! Spørger Tonny, ja, nu skal du få kvitteringen over lyder det fra damen ved skrivebordet, hvor man ikke kan lade være med at se efter hvor store hendes hjørnetænder er… Tony spørger, har du navigationsbevis? Nej, jeg har speedbådsprøven. Duer ikke, så kan du ikke få lov til at sejle herfra, siger Tonny. Jeg tænker, det var satans, jeg kan køre hele Danmark rundt og fiske, er medlem af Småbådsklubben, men never mind, Tony replicerer: vi vil ikke have de idioter her, der ikke kan finde ind af havneindløbet.
Hvad så? Du kan skrive dig på listen til navigationskurset ude på gangen og komme igen når du har bestået.
Og så var den der, ungdomsskole, Nordre mole.
Men så mange var tilmeldt, at vi måtte deles i to hold, begge under ledelse af Poul Christensen,
Og nu begynder en dejlig vintersæson hvor P.C. gør sejlturene levende og måske lidt farlige, og hvor han med en venlig stemme fortæller os, hvor meget vi er værd, for samtidig at lyse op sammen med Mark, en Schäferhund på størrelse med en hest, når der er noget af vores lektier en af os kan.
Og efter mødet med en masse dejlige mennesker gennem sæsonen og veloverstået prøve, glæder vi os alle til at træffes ude på det store hav.
Jeg må sige Bjørnebanden (læs bestyrelsen) er ikke så ringe endda, for allerede til juni får jeg en lille plads til båden inde i krogen og hygger mig rigtig med familien gennem sæsonen.

Se det var jo en rigtig god historie, men den er jo ikke færdig men kun lige begyndt. Som med alle andre ting, er der en masse ting der kan gøres bedre, som for eksempel – lav et eller 2 velkomstmøder om året for nye medlemmer med lidt servering og introduktion om pladsen m.m.
Der må kunne arbejdes mere for en ugentlig kapsejlads, ungdomsafdeling og både efter opmåling, så vi kan komme på kortet igen som sejlklub med fast start lige udenfor havnen, så man kan se meget af sejladsen fra land. Det skal nok give tilskuere og så præmie overrækkelse med mad og dans ved afslutningen og gode præmier.
Skurene til opbevaring af sejl og udstyr fases ud i løbet af et par så der kun er et pr, skib.
Gå en tur og snak positivt med andre, så er der mange muligheder for nye tiltag.
Tænk også på om det er rigtigt at kommunen indenfor en 10 åring periode hen til Prags Boulevard tænker på at lave hele området til en rekreativ park sammen med Strandparken og så tilbyder os en erstatningsplads i den nye havn på hjørnet.

Men nu skal det være slut så med ønsket til alle om et rigtigt godt 2013.
Per Thostrup
Medl: 112.