Godt Nytår fra Formanden

    Først vil jeg ønske alle medlemmer et rigtig godt nytår! 

    Forhåbentlig er I alle kommet godt igennem julen og nytåret i familie og venners gode lag. Vi kommer desværre til at leve med covid-19 lidt længere, men meget tyder på at når foråret kommer, vil vi igen kunne leve normalt, men indtil da må vi følge de forholdsregler, som myndighederne anbefaler. Det går ikke så meget ud over vores foreningsaktiviteter, men Restaurant Sundby Sejl er ramt af restriktionerne mod store selskaber. De holder dog åbent vinteren igennem, og jeg vil da opfordre jer til at besøge restauranten, så der er noget liv i klubhuset.

    2022 ser ud til at blive endnu et år med mange aktiviteter for medlemmerne. Foreningen har en god økonomi, bl.a. på grund af den store medlemsfremgang vi har haft, så vi har både mulighed for at fortsætte renoveringen af molerne og igangsætte nye aktiviteter under de forskellige udvalg. I 2021 fik vi netto 85 nye medlemmer, således at vi ved årets udgang nu er 1163 medlemmer.

    D. 28. oktober 2023 kan SSF fejre 100 års fødselsdag. På medlemsmødet i oktober blev der diskuteret forskellige forslag til, hvordan vi skal fejre dette, herunder at vi skal fejre jubilæet igennem hele 100 års jubilæumssæsonen, dvs. fra standerhejsning til standernedhalingen. Det blev besluttet at nedsætte et 100 års jubilæumsudvalg, der skal komme med et oplæg til bestyrelsen. Hvis du har lyst til at deltage i dette udvalg, eller har ideer til hvordan vi kan fejre de 100 år, så kontakt snarest formanden.

    Der er forskellige medlemsarrangementer planlagt i løbet af vinteren som vi håber at vi kan afholde, og jeg vil opfordre alle til at deltage i disse. Vores mange udvalg dygtiggør sig på kurser og/eller planlægger den kommende sommers mange aktiviteter. Hvis du har lyst til at gøre en indsats i et af disse udvalg eller som træner, instruktør eller hjælper ved aktiviteter, så vil jeg opfordre dig til at tage kontakt til udvalgsformanden og ’melde dig på banen’. Kontaktinfo finder du på vores hjemmeside under fanen KONTORET->Bestyrelsen->Foreningens faste udvalg.

    Bestyrelsen er heller ikke gået i vinterhi. I den kommende weekend afholder vi en visionsdag, hvor vi vil begynde arbejdet med at lave en vision for SSF i de næste 5-10 år. Det er spændende at samle alle de gode ideer, der er i foreningen, i en fælles vision. I vil høre nærmere fra bestyrelsen, når der kommer et konkret oplæg ud af vores anstrengelser.

    Til slut vil jeg ønske jer alle en god vinter og et godt helbred. Pas godt på hinanden!

    Med sejlerhilsen

    Claus Brask Thomsen
    SSF Formand