Guld til SSF ved IF-DM i Stubbekøbing 2013
1. september 2013
Martin, der ligger på søndre mole med sin egen blå IF’er, ‘Pia’, er en glad mand. I dagene 14.-17. august vandt han nemlig guld ved DM i Stubbekøbing sammen med Lars Stampe Villadsen og skipper Thorbjørn Joest Andersen i Thorbjørns IF 312 ‘Sjökan’ fra Svanemøllen.
Thorbjørn og Martin har sejlet meget sammen og er gået efter guldet flere gange. Denne gang lykkedes det med placeringerne 1., 4., 2., 8. (tyvstart), 3., 3., 2. og en 6. plads (det kniber lidt i let luft!) efter meget tæt kamp med ‘Admiralinden’ og ‘Lotus IV’, der fik henholdsvis sølv og bronze. Det var 8 spændende sejladser i farvandet Farø Jord mellem Farø og Storstrømsbroen, fordelt over tre dage med spænding til sidste øjeblik. Og et meget veltilrettelagt stævne i Stubbekøbing.
Thorbjørn er i øvrigt et kendt ansigt blandt Københavnske Træsejlere på banen om torsdagen i spidsgatteren Ursa.
Lidt nyt fra DM 2014: I år blev der sejlet DM på Køge Bugt meget frisk luft, op til 12 m/s. Martin røg i baljen fra fordækket i det hårde vejr. Lars og Thorbjørn skulle ha’ spileren ned, inden de kunne vende og samle ham op. Årets DM sluttede på en fjerde plads.