Mastekranen

Mastekranen ved masteskuret og den lille bro på søndre mole er et mødested i foreningen, især forår og efterår, hvor vi hjælper hinanden masterne på og af. Her er der også rig lejlighed til at lære kunsten af de mere erfarne, inden du skal i gang med din egen mast.

Mastekranen er tungt grej og skal behandles med forsigtighed og respekt. Er du i tvivl om noget, er det velset at spørge sig frem.

Når operationen er vel overstået, er det kutyme, at bådejeren henter en håndfuld pilsnere i skivet til en sludder på molen, måske om hvad vi gjorde forkert denne gang. Måske sidder der et par gutter på bænken ovre ved hækken med et skævt grin…