Meld dig ind i SSF!

Vil du meldes ind i Sundby Sejlforening, skal du møde op og tale med formanden i kontorets åbningstid.

Enhver hæderlig person kan optages som medlem af SSF.
Personer, der har gæld til eller er udelukket eller ekskluderet fra en sejl-/motorbådsklub eller lystbådehavn, kan dog ikke optages i SSF.
Ansøgerens navn og adresse skal optages på SSF’s hjemmeside.
Motiveret protest mod optagelsen skal skriftligt tilstilles bestyrelsen senest 14 dage efter offentliggørelsen.
Fremkommer ingen protest, kan ansøgeren optages. Er der protest, der tages til følge, afvises ansøger og indmeldelsesgebyr og kontingent tilbagebetales.

Sundby Sejlforening har flere typer medlemskaber

  • A-aktiv medlemskab, A-medlem
    Du skal være A-aktiv medlem for at gå på sejlerskole, sejle med foreningens delebåde, være fartøjsejer med fast plads eller vinterplads i havnen eller på land, have skur og/eller nyttehave, have stemmeret på generalforsamlingen og for at kunne vælges til bestyrelsen eller udvalg (efter 2 års medlemskab).
  • B-aktiv medlemskab, B-medlem
    Du må deltage i generalforsamlingen med taleret, men uden stemmeret. Du må være med til fester og sociale arrangementer og i det frivillige arbejde. Du tilskrives ikke anciennitet til opnåelse af havneplads. Du må ikke være fartøjsejer med fast plads eller låneplads, købe skur og/eller leje nyttehave. Du er ikke valgbar til tillidsposter og kan ikke udpeges til medlem af udvalg. Du kan ikke deltage som elev på sejlerskolen eller i ungdomsafdelingen, eller sejle med foreningens delebåde.
    B-medlemskabet er typisk for familiemedlemmer, f.eks. forældre til juniorer, og støttemedlemmer.
  • Ungdomsmedlemskab (8-25 år), herunder
    Junior (8-19 år)
    Du må deltage i ungdomsafdelingens aktiviteter og sejle i dens fartøjer. Du må deltage i generalforsamlingen med taleret, men uden stemmeret. Du er ikke valgbar til tillidsposter og kan ikke udpeges til medlem af udvalg. Du tilskrives anciennitet til opnåelse af havneplads. Du må have plads på land til ét fartøj til eget brug.

    Ungsenior (19-25 år)
    Du skal være aktiv i ungdomsafdelingen. Du må deltage i generalforsamlingen med stemmeret, og du kan udpeges til medlem af ungdomsudvalget. Du tilskrives anciennitet til opnåelse af havneplads, men du må ikke være fartøjsejer med fast plads i havnen, købe skur og/eller leje nyttehave. Dog må du have plads på land til ét fartøj til eget brug.

  • Minijunior medlemskab (under 8 år)
    Du tilskrives ikke anciennitet til opnåelse af havneplads, men må deltage i sociale arrangementer.