nyheder og indlæg
Velkommen som elev på sejlerskolen
Vi glæder os til at arbejde sammen med dig, så du kan få en god uddannelse og blive i stand til at føre en båd på god og betryggende vis.
Målet for uddannelsen er, at du kan opfylde Søfartsstyrelsens krav til prøven og opnå “Duelighedsbevis for fritidssejlere” som fører af et lystfartøj op til 15 meters længde.
Sundby Sejlforenings sejlerskole er certificeret af Dansk Sejlunion. Det betyder, at sejlerskolen lever op til de krav, der stilles af Dansk Sejlunion.
Certificeret af Dansk Sejlunion
Sundby Sejlforenings sejlerskole blev i januar 2019 certificeret af Dansk Sejlunion. Det betyder, at sejlerskolen lever op til de krav, der stilles af Dansk Sejlunion:
Uddannelsen til duelighedsprøven
Uddannelsen til duelighedsprøven består af undervisning i praktisk sejlads og navigation.
Når både den praktiske og den teoretiske delprøve er bestået, får man sit “Duelighedsbevis for fritidssejlere”.
Den praktiske sejlads gennemføres i sommersæsonen. Eleverne skal lære at sejle og at håndtere en båd samt at kunne løse de opgaver, som handler om at vedligeholde og passe en båd og dens udstyr, så den er i sødygtig stand.
På sejlerskolen kan du tage duelighedsbevis i motorbåd eller i sejlbåd.
Undervisning, når du tager duelighedsbevis
Den praktiske sejlads
Vi indleder med et introduktionsmøde i begyndelsen af april. Her vil du møde alle os omkring sejlerskolen: Sejlerskolelederen, instruktørerne, vikarerne og medhjælperne på sejlerskolen.
Ved mødet er alle eleverne blevet fordelt på de ugedage, hvor de skal sejle. Man sejler på en fast ugedag i en af bådene på et hold med elever og en instruktør.
På sejlbådene er der tre eller fire elever på holdet. På motorbåd op til fire elever på holdet.
Vi indleder undervisningen med at forårsklargøre bådene, søsætte dem og rigge dem til. Herefter begynder selve sejladsen. Undervisningen foregår fra kl. 18.00-21.00, fra bådene er kommet i vandet og indtil slutningen af september.
Navigationsundervisningen
Det foregår i Skipperstuen i klubhuset en ugentlig aften kl. 19.00-21.00 fra begyndelsen af oktober til slutningen af marts. Undervisningen skal sikre, at eleverne gennemgår det pensum, som Søfartsstyrelsen kræver. Kurset afsluttes med at deltagerne aflægger den teoretiske delprøve omkring den 1. april.
Hvis du ikke kan få plads, kan du tage teoridelen på aftenskolekursus eller hos en anden udbyder.
Undervisning tovværkskundskab
Sejlerskolen afholder et tovværkskursus hvert år om foråret. Her lærer du de obligatoriske knob og stik og at takle og splejse flettet og slået tovværk. Du lærer også om forskellige tovværkstyper og deres anvendelse. Kurserne slås op her på foreningens hjemmeside.
Sådan melder du dig til sejlerskolen
Tilmelding skal ske via Sundby Sejlforenings hjemmeside
Alle A-aktive medlemmer af Sundby Sejlforening kan tilmelde sig sejlerskolen.
Meld dig ind i Sundby Sejlforening >>
Se kontingenter og priser >>
Tilmelding til praktisk sejlads i sejlbåd eller motorbåd
Tilmeldingsformularen er tilgængelig via opslag på hjemmesiden fra den 1. januar hvert år og frem til 31. januar. Pladserne bliver fordelt efter medlemsanciennitet.
OBS!
Alle skal tilmelde sig sejlerskolen i januar hvert år. Det gælder, uanset om du allerede har sejlet én sæson på praktisk sejlads eller har stået på venteliste fra sidste år. Pladserne bliver fordelt efter medlemsanciennitet. Dog har 2. års-elever førsteret.
Tilmelding til navigation
Tilmelding til navigation annonceres på hjemmesiden fra den 15. september. Sidste frist for tilmelding fremgår af opslaget. Pladserne bliver fordelt efter medlemsanciennitet. Dog har elever, der har gennemført 1. års eller 2. års praktiske undervisning førsteret.
Kontakt sejlerskolen
Send en e-mail til sejlerskoleleder@sundby-sejlforening.dk
Praktiske bemærkninger til dit duelighedsforløb
Introduktionsmødet i april
Det er vigtigt at du møder op til introduktionsmødet. Hvis du er forhindret i at møde, skal du melde afbud til sejlerskolelederen, så du ikke risikerer at blive slettet af listen.
Ved introduktionsmødet vil du møde “din båd”, dine holdkammerater og din instruktør. Vi vil også gennemgå en lang række praktiske forhold, som er relevante for dig at kende.
Alt sammen noget som er vigtigt for et godt sejlerskoleforløb. Du får også lejlighed til at spørge om alt, hvad du har brug for at vide. Det kan være en god ide at vente med at købe en masse personligt udstyr og tøj, indtil du har deltaget i introduktionsmødet.
Efter en fællessamling deler vi os op i de hold, der er dannet. Der vil du sammen med holdkammeraterne og instruktøren kunne tale om alle detaljer, du har behov for at vide noget om.
Forsikring
Sundby Sejlforening har ikke en ulykkesforsikring, som dækker dig under forløbet. Vi anbefaler, at du undersøger, om du har en fritidsulykkesforsikring. Hvis ikke kan det være godt at få en sådan.
Forventninger til SSF
Vi vil gøre os umage for, at du får et kvalificeret undervisningsforløb, som kan give dig basis for at blive en god sejler med al den glæde lystsejlads kan give.
Forventninger til eleverne
Vi forventer, at du møder op til undervisningen og deltager aktivt i både klargøring, tilrigning, sejlads og afrigning af bådene. Sejlerskolens både vedligeholdes af elever, i samarbejde med instruktørerne, der arbejder frivilligt og ulønnet. Arbejdet på bådene er vigtig at være fælles om, så bådene er sejlklar til standerhejsningen.
Vi forventer, at du med lyst og positiv energi vil gå ind i sejlerlivet – som kan give så store glæder.
Har du særlige behov, der har betydning for din undervisning eller din sikkerhed, forventer vi, at du sørger for at orientere din instruktør om dette.
På skolebådene sejler vi altid med redningsvest eller svømmevest.
Det er ikke tilladt at indtage øl eller spiritus før eller under sejlads på sejlerskolen!