Sølv til SSF ved DM i Melges 24

MelgesDM_2plads_2017_web

Ved Melges 24 Danmarksmesterskaberne, netop afholdt i Hellerup Sejlklub, gjorde det kombinerede SSF- og Hellerup-mandskab bestående af Simon Østergaard, HS, Claes B. Willeberg, SSF, Kristian Schaldemose, SSF og skipper Marc Wain Pedersen, SSF, fra Wain Racing Team fantastisk flot figur.

De sluttede efter 11 hårde sejladser ud for Hellerup på en flot 2. plads ved mesterskaberne og hjemtog dermed en sølvmedalje til Sundby Sejlforening og Hellerup, dette i en sæson hvor det ikke lige har været optimalt omkring træningen, da arbejde og andet har været i vejen. Desuden er der skiftet på mandskabet, hvor Kristian Schaldemose og Marc Wain lader til at have fundet godt sammen igen, efter nogle års pause fra hinanden. Tidligere vil mange nok kunne huske deres succesfulde samarbejde i Ynglingen, hvor de også har repræsenteret SSF på fornemmeste vis.

Der deltog 24 både fra Sverige, Norge, Tyskland og Danmark.

Sølvet ved DM kom i hus gennem stabile resultater gennem alle sejladser og 8 point foran Thomas Sørensen fra Århus og hans mandskab. Vinderen af DM i suveræn stil blev igen Kim Kristensen med mandskab fra Århus, de var således over 30 point foran nummer to.

Stort tillykke til Wain Racing Team i Melges 24, som er en af de hurtigste kølbådklasser i verden, hvor de igen viste god og stabil sejlads, hvilket vi kan håbe fortsætter i fremtiden.

Denne klasse gæstede SSF for 2 år siden, hvor klubben afholdt DM for klassen.

Tonny Pedersen