Undervisning, når du tager duelighedsbevis

Navigationsundervisningen
Det foregår i Skipperstuen i klubhuset en ugentlig aften kl. 19.00-21.00 fra begyndelsen af oktober til slutningen af marts. Undervisningen skal sikre, at eleverne gennemgår det pensum, som Søfartsstyrelsen kræver. Kurset afsluttes med at deltagerne aflægger den teoretiske delprøve omkring den 1. april.

Hvis du ikke kan få plads, kan du tage teoridelen på aftenskolekursus eller hos en anden udbyder.

Undervisning tovværkskundskab
Sejlerskolen afholder et tovværkskursus hvert år om foråret. Her lærer du de obligatoriske knob og stik og at takle og splejse flettet og slået tovværk. Du lærer også om forskellige tovværkstyper og deres anvendelse. Kurserne slås op her på foreningens hjemmeside under ‘Nyheder‘.

Den praktiske sejlads
Vi indleder med et introduktionsmøde i begyndelsen af april. Her vil du møde alle os omkring sejlerskolen: Sejlerskolelederen, instruktørerne, vikarerne og medhjælperne på sejlerskolen.

Ved mødet er alle eleverne blevet fordelt på de ugedage, hvor de skal sejle. Man sejler på en fast ugedag i en af bådene på et hold med elever og en instruktør.

På sejlbådene er der tre eller fire elever på holdet. På motorbåd op til fire elever på holdet.

Vi indleder undervisningen med at forårsklargøre bådene, søsætte dem og rigge dem til. Herefter begynder selve sejladsen. Undervisningen foregår fra kl. 18.00-21.00, fra bådene er kommet i vandet og indtil slutningen af september.